Planer og visioner - Barrit Univers
I Barrit er der stor virkelyst og kort fra tanke til handling. I august 2011 er projekt "Barrit Univers" fremlagt for byens borgere og Hedensted Kommune.
Barrit Univers er en ambitiøs, men realistisk plan, hvor udbygget samarbejde mellem BKI, Barrit Skole og Børnehaven Tjørnebo kombineret med en konkret plan for renovering af bygningsmassen vil skabe et tidssvarende center, der kan danne rammen om et moderne fritidsliv, hvor borgere i alle aldre kan mødes til samvær og aktiviteter.
Fællesskab, læring, leg og bevægelse er centrale værdier i projektet, der er blevet til i et samarbejde mellem institutionerne, lokalrådet og Pluskontoret arkitekter. Sidstnævnte har stået for processen, hvor borgernes ideer konkretiseres i samarbejdsaftaler og byggetegninger.
